 |
 |
|
 |
 |
Navneskifte i praksis
Hvordan jeg fik mit nye navn
Rundt omkring på nettet har der været skrevet meget om navneskifte.
De regler som gælder for nærværende og som trådte i kraft pr. 1. oktober 2009 er politisk bestemte. Loven bemyndiger Justitsministeren til at fastsætte regler for hvordan loven i praksis udmøntes. Familiestyrelsen har udpeget Sexologisk Klinik (RHSK) som sin sagkyndige i denne type sager. Min egen sag startede med at jeg fremsendte min ansøgning om navneskifte primo oktober 2009. Da jeg er barnefødt i Sønderjylland var jeg omfattet af en særregel: Min ansøgning skulle behandles med udgangspunkt i den kommune hvor jeg blev født. Så langt så godt.
Hvad jeg ikke var opmærksom på var at jeg selv via min læge skulle sørge for en henvisning til RHSK. Derfor er min sagsbehandling blevet langstrakt. I det efterfølgende vil jeg gennemgå sagsforløbet, som andre så kan bruge som vejledning. Jeg vil ikke indgå i nogen debat om forløbet, men bare fortælle faktuelt om det man kan forvente sig. Jeg vil heller ikke indgå i en debat om antallet af konsultationer.
Som allerede nævnt: Før RHSK kan tage stilling til om ens personlige forhold er at sammenligne med en transseksuel, så skal man have en henvisning til klinikken fra egen læge. For at sikre så kort et sagsforløb som muligt, bør man nok indhente denne henvisning samtidig med at man indsender ansøgningen om navneskifte.
Jeg har været til 4 konsultationer og der har været afholdt 1 pårørende samtale omkring min situation, for at RHSK har kunnet afgøre om jeg er at sidestille med en transseksuel, eller ej. Møde nummer 1, 3 og 4 var med Rikke Kildevæld Simonsen, møde nr. 2 var med en af hendes kolleger, for derved at få en 2nd opinion. Min søn blev indkaldt til pårørendesamtale hos Rikke, for at belyse familiens holdning til min livssituation. Samtale nr. 4 drejede sig om at gennemgå den erklæring som skal fremsendes til Familiestyrelsen. Afslutningsvis har jeg haft en samtale med lederen af RHSK, overlæge Ellids Kristensen, således at hun kunne stå inde for det arbejde som hendes afdeling har foretaget.
Man kan naturligvis havde en holdning til antallet af møder, men RHSK har åbenbart skønnet at det var nødvendigt med dette antal. Muligvis fordi jeg er den *)første som har fået behandlet min navnesag iht ændringen i navneloven af 1. oktober 2009. Under alle omstændigheder er det ikke RHSK der har vedtaget gældende lovgivning, og det er også vigtigt at fastholde at det er Justitsministeriet der er bemyndiget til at fastsætte hvilke regler et sådant navneskifte skal behandles efter.
Jeg skal endvidere påpege at jeg under den første konsultation fik at vide at jeg har ret til og krav på fuld aktindsigt. Jeg kan i øvrigt hilse fra RHSK og fortælle at de til enhver tid vil være indstillet på at tage et møde med en interesseorganisation som fx. Trans-Danmark.
*) Det fremgår ikke helt klart om jeg har været den første, men i al fald er det blevet nævnt for mig, at man tidligere har haft tilfælde om navneskifte, der hang sammen med det øvrige udredningsforløb for transseksuelle. Derudover har der været sagen om Solveig Lerche, som førte til en særlovgivning.
15.07.10
Afslutning af sagen
Som opfølgning og afslutning på beretningen om min navnesag kan jeg meddele at jeg d.d. har modtaget et brev fra Statsforvaltningen Syddanmark der lyder som følger:
14.07.2010
Vedr. Cpr.nr. XX XX XX-XXXX
Statsforvaltningen har nu behandlet din anmodning om navneændring. Du har søgt om at måtte tage navnet Freja Nordam.
Sagen har været forelagt for Familiestyrelsen efter navnebekendtgørelsens §22, og statsforvaltningen kan herefter meddele, at ansøgningen er imødekommet.
Vi har indført ændringen i CPR og givet meddelelse til personregisterføreren.
Med venlig hilsen
Tine Bjerre.
Yderligere informationer:
Tine Bjerre udviste i går det man kan kalde rettidigt omhu da hun ringede mig op, og spurgte om jeg havde nogle flybiletter jeg stod og skulle bruge, således at et navneskifte kunne give mig problemer. Det havde jeg så ikke, og derfor blev navneskiftet en realitet fra den 14.07.2010 ved midnat, hvor CPR opdateres.
Ser man på sagsbehandlingstiden, der startede med min ansøgning af 6. oktober 2009, så kunne denne have været afkortet betydeligt, såfremt jeg havde været klar over at jeg selv skulle sørge for en henvisning til RHSK. Det er bl.a. derfor at jeg har skrevet denne beretning, således at andre kan komme hurtigere igennem.
Selve sagsforløbet med de 5 møder hos RHSK fordelt på 4 mødedage, samt det forhold at også min søn skulle inddrages i en såkaldt pårørendesamtale kan virke meget omstændigt. Dette vil jeg dog hverken bebrejde RHSK eller Familiestyrelsen, men udelukkende henføre til den politiske virkelighed der hersker i Danmark. Oven i disse møder kommer der så 4 togrejser som også betales af Sygesikringen, fordi en henvisning til RHSK betragtes som ”kvalificeret behandling.”
Jeg har ingen frygt for at det forhold at jeg har været i kontakt med RHSK i denne anledning vil have nogen negativ indflydelse på mine personlige forhold. Familiestyrelsen har jo blot udpeget klinikken som deres sagkyndige i sager om navneskifte af denne art
Som det nok fremgår, så har det gebyr på 400 kr. jeg i sin tid indbetalte da jeg ansøgte om navneændring slet ikke kunnet modsvare de reelle omkostninger der har været forbundet med sagen. Igen er det så et spørgsmål om den politiske virkelighed der hersker i Danmark. Det bør dog ikke få nogen til at afholde sig fra at få foretaget et navneskifte, således navn og fremtoning har større sammenhæng.
Den næste lille personlige kamp, som jeg vil føre, vil være at få Indenrigsministeren til at ophøre med at bruge kønsbetegnelsen Hr. eller Fr. på vores valgkort. Her er CPR.i forvejen anført, og må derfor anses for tilstrækkelig identifikation, ud over navnet. Med venlig hilsen (nu officielt) Freja Nordam
.
Bilag til RHSK:
Psykiatrisk Center København Sexologisk Klinik, afsnit 7411 Rigshospitalet, afdeling O Blegdamsvej 9 2100 København Ø
Att. Rikke Kildevæld Simonsen Vedr. 1510XX-XXXX CXX C 7411 Viborg, den 14. februar 2010
Begrundelsen for at ansøge om nyt navn jvn.fr. vejledning om navnesager pkt. 5.5 skyldes at jeg i et og alt føler mig som kvinde, og dermed også lever som sådan. Psykiater Nils Erichsen, Viborg har i november 2007 udstedt diagnosen F 64.0 Transseksuel om mig, overfor Viborg Kommune.
I midlertid ønsker jeg ikke Sexologisk Kliniks ord for at jeg er transseksuel, men at jeg kan sidestilles med sådanne.
Familiestyrelsen under Justitsministeriet skriver til mig i et brev af 20. januar 2010 bl.a. følgende:
”For ansøgere, der ganske kan sidestilles med transseksuelle, drejer det sig om: * Ansøgere, der gennem en længere årrække jævnligt har klædt sig som det modsatte køn, og som efter lange overvejelser giver efter for et basalt behov for permanent at klæde sig som og i det hele taget leve som det andet køn. Disse ansøgere fremtræder således som transseksuelle, dvs. som det andet køn, såvel overfor sig selv som overfor andre, men kan ikke fra Sexologisk Kliniks side opnå en egentlig betegnelse som transseksuel, eller tiltrædelse til en kønsskifteoperation.”
Alle de steder – incl. hos min læge, XXX XXXXX, XXXXXX - hvor jeg selv har indflydelse på hvad der registreres om mig, er jeg anført som Freja Nordam. Dette gælder fx også SF's lokale partiforening, hvor jeg er valgt som referent i bestyrelsen.
Sammen med de skemaer jeg har modtaget vedlægger jeg en del bilag. Herunder jeg min biografi, som jeg har udarbejdet i årene 2006 – 2009. (Se bilag 1 a) Jeg vedlægger endvidere et par læserbreve, som har været bragt i Information, de bevidner at jeg underskriver mig som Freja Nordam, men de giver også et indtryk af hvilke overvejelser jeg har gjort mig omkring navneskifte. (Se bilag 1 b og 1 c)
Yderligere har jeg vedlagt et par artikler der har været bragt i hhv. Nyhedsavisen (2008) samt Viborg Stifts Folkeblad (2007).
Det er min antagelse at disse bilag bevidner at jeg gennem længere tid (siden februar 2006) har levet som kvinde. Ligeledes er det min opfattelse at disse bilag giver et indgående indtryk af min livssituation.
Siden sommeren 2006 har jeg været i lægekontrolleret behandling med Østradiol. Denne behandling blev i sommeren 2007 suppleret med en behandling med Androcur, da jeg følte ubehag ved den fortsatte sædproduktion. Det betyder så også at jeg ikke har hverken seksualliv eller kønsdrift. Det befinder jeg mig udmærket med.
Familiemæssigt fungerer jeg som Freja, således har min svigerdatter og hendes familie intet problem med min kønsid, og heller aldrig oplevet mig på anden måde.
For fuldstændighedens skyld skal det anføres at jeg allerede i foråret 2006 fik tilføjet Freja Nordam som mellemnavne, og siden udelukkende har benyttet mig at disse to navne hvor det har været muligt..Der bør derfor ikke være tvivl om at der ligger lange overvejelser bag mit ønske om fremover alene at hedde Freja Nordam.
Jeg håber dette lille resume over mit liv kan medvirke til at afklare min ansøgning om navneændring ganske hurtigt. På min hjemmeside http://www.transkoennet.dk/ findes der yderligere informationer om mit liv. Med gode hilsner Freja Nordam XXXXXXXX 8800 Viborg
Navneskifte og Transkønnede.
Familiestyrelsen under Justitsministeriet har fastlagt overordnede retningslinjer for navneskifte:
Det drejer sig om 3 grupper.
Personer der er i observationsforløb for at blive indstillet til kønsskifteoperation
Personer der er transseksuelle, men som ikke aktuelt ønsker et kønsskifte.
Personer der kan sidestilles med transseksuelle.
Den 8. februar modtog jeg en indkaldelse til Rigshospitalets Sexologiske Klinik (RHSK) med det formål at komme til en forundersøgelse den 2. marts 2010. Denne undersøgelse skulle psykolog Rikke Kildevæld Simonsen stå for.
RHSK har fastlagt en procedure for hvordan de vil behandle navnesager for personer der kan sidestilles med transseksuelle. Jeg har selv valgt at min sag skal behandles efter denne gruppe, da jeg jo ikke har nogen planer om at skulle gennemgå en egentlig kønsskifteoperation.
Proceduren for ”min gruppe” vil være: Man indkaldes til en forundersøgelse. Herefter vil man blive indkaldt til endnu en samtale, men hos en anden behandler, og endelig vil man afholde en pårørende samtale.
For mit vedkommende er forundersøgelsen nu afsluttet. Samtalen tog ca. 1½time og baserede sig på det materiale som jeg havde fremsendt. Afslutningsvis blev det sagt at Rikke ikke kunne se nogen grund til at mit ønske om navneskifte ikke skulle efterkommes.
Under samtalen blev jeg udspurgt om mit seksualliv og min indstilling/behov for en kønsskifteoperation. Mit seksualliv vil jeg ikke fortælle om her, men blot konstatere at jeg ikke ville ane hvad jeg skulle bruge en kunstig skede til.
Under samtalen havde jeg lejlighed til at stille spørgsmål om behandlingsforløbet af egentlige transseksuelle. Heraf fremgik det at man arbejder med et observationsforløb på ca. 4 år. For personer, der ved observationsforløbets afslutning er cirka 60 år, vil det være meget vanskeligt at blive indstillet til operation. Såfremt man har fået børn, så vil dette også udgøre en vanskelighed, for at blive indstillet. Det samme vil længerevarende parforhold med personer af det modsatte køn.
Da jeg i givet fald ville være ca. 60 år ved afslutningen af et observationsforløb, og har 2 børn samt et ægteskab gennem 22 år samt flere længerevarende samlivsforhold bag mig, så er det tydeligt at jeg ville få endog meget vanskeligt ved at opnå tilladelse til en operation.
Det kom nu heller ikke som nogen overraskelse, og sammenholdt med det forhold at jeg heller ikke vil udsætte mig for risikoen ved en operation (kommende problemer med at lade vandet), så bekræfter det mig i at jeg har truffet det rette valg.
Mail til Kamal
fraFreja Nordam <freja.nordam@gmail.com> mailto:tkamal.qureshi@ft.dk
cc Karina Lorentzen <karina.lorentzen@ft.dk>
bcc Sidsel Homann <mail@sidselhomann.dk>
dato27. apr. 2010 13.26 Lovforslag om Transkønnedes rettigheder. sendt afgmail.com
Kære Kamal
I forlængelse af vores ganske korte snak under det nylig overstående landsmøde vil jeg kort orientere dig om hvordan den gældende lov om navneændring for transseksuelle og personer der kan sidestilles med transseksuelle fungerer:
Folketinget vedtog i som bekendt en lempelse af ”navneloven” i 2009. Loven trådte i kraft pr. 1. oktober 2009.
Som født i Sønderjylland er jeg omfattet af en særregel der betyder at min ansøgning skal fremsendes til Navnebogsføreren i min fødselskommune. Det betød at jeg i starten af oktober 2009 sendte min ansøgning, til Aabenraa Kommune. Her sendte man straks min ansøgning videre til Region Syddanmark, der ”kun” skulle bruge ca. 2 mdr. før man oversendte sagen til Familiestyrelsen under justitsministeriet. Dette ministerium har befuldmægtiget Rigshospitalets Sexologiske Klinik (RHSK) til at agere sagkyndig i den slags sager.
Da den overordnede vejledning omkring denne type sager ikke er særlig brugervenlig, var jeg ikke opmærksom på at den videre sagsbehandling af min sag, krævede en henvisning fra egen læge. Denne fik jeg uden problemer og blev derpå indkaldt til den første samtale i et sagsforløb om mit navneskifte. Dette møde fandt sted den 3. marts 2010, og var hos psykolog Rikke Kildevæld Simonsen, der vidste sig som en yderst positiv person. Samtalen varede ca. 1½ time og indeholdt blandt andet et spørgsmål om jeg lader mit vand i stående eller siddende position. Jeg regner mig selv som et kultiveret menneske og undlod derfor at svare med et modspørgsmål. ”Hvad gør du selv?” Jeg svarede i overensstemmelse med sandheden, at jeg naturligvis sidder ned.
Under samtalen blev jeg orienteret om at sagsforløbet (hos RHSK) ville indbefatte 3 møder, hvoraf det første og det sidste ville være med Rikke Kildevæld, medens møde 2, som jeg er indkaldt til den 5. maj vil være sammen med afdelingslæge Hanne Horsbøl. Desuden vil man gerne have lov til at indkalde min søn til en pårørende samtale. Jeg skal love for at et navneskifte er en ganske alvorlig sag. Det står i skærende kontrast til at min læge for lang tid siden har ændret mine data i sit system til Freja.
Som du sikkert kan se af mit ordvalg, så vælger jeg at betragte denne sag lidt i retning af Joseph Hellers Catch 22. Også fordi jeg siden den forrige ændring af navneloven har haft Freja som mit mellemnavn.
Med ønsket om en god debat den 4. maj håber jeg at disse faktuelle oplysninger kan være dig en hjælp ved det fremtidige udvalgsarbejde omkring lovforslaget.
”Det kunne være så godt” ændrer jeg til ”Det bliver så godt.”
Freja Nordam SF Viborg
|
|
 |
|
|
|