Forslaget til folketingsbeslutning om transseksuelles/ transkønnedes rettigheder, der er fremsat af Enhedslisten 26. februar 2008, viser en stor indlevelse i de forhold, som gælder for transseksuelle og transkønnede. Jeg vil derfor tillade mig at kommentere på de enkelte delelementer i forslaget, nemlig:

- at myndige mennesker selv kan bestemme deres fornavn uden hensyn til deres køn,

- at myndige mennesker selv kan bestemme, hvilken kønsidentitet deres cpr-nummer og pas skal udtrykke, og

- at myndige mennesker efter grundig vejledning og rådgivning om konsekvenserne selv afgør, om de vil gennemgå en kønsskifteoperation, og at samfundet stiller denne mulighed til rådighed for borgerne.

Siden min tidligste barndom har jeg følt, at der var noget, der ikke var rigtigt hos mig, og ikke var som hos andre drenge! I min barndom og ungdom var der ikke nogen særlig stor viden omkring transvestisme og transseksualitet. Selv den dag i dag er der meget begrænset viden om dette område.

Jeg lagde dengang låg på disse tanker, for det kunne jo ikke nytte noget. Fysisk var jeg mand og måtte agere i overensstemmelse med dette. Tog en uddannelse, blev gift og fik børn. Jeg har en lang karriere bag mig med teknisk projektsalg, nationalt som internationalt. Det har haft store personlige omkostninger at 'komme ud af skabet' i 2001. Disse omkostninger har medført skilsmisse, et problematisk forhold til det ene af mine to børn samt tab af karriere.

Samfundet er indtil dato indrettet efter det forhold at der kun findes to biologiske køn. Desværre er vi nogle få, der ikke passer helt ind i disse kasser. Nogle få ændringer fra det officielle Danmark ville gøre vores liv nemmere og desuden være medvirkende til en større accept i samfundet. Tænk blot på hvilken betydning loven om registreret partnerskab fra 1989 har haft for befolkningens forståelse for homoseksuelle.

Angående forslaget om at myndige mennesker selv kan bestemme deres fornavn uden hensyn til deres køn:

Da den reviderede navnelov trådte i kraft i 2006, benyttede jeg lejligheden til at tilføje Freja Nordam til mit navn. Desværre er Freja ikke på den liste over navne, som både kan anvendes af mænd og kvinder. Da navnet har stor symbolværdi i ens selvopfattelse, er det for mig ikke nogen løsning at tilføje et kønsneutralt navn foran det navn, jeg har valgt. Det er næppe tænkeligt, at myndighederne ville påtvinge andre persongrupper i samfundet, at deres ret til frit at vælge navn skulle reduceres.

Krænker blufærdighed

Angående forslaget om at myndige mennesker selv kan bestemme, hvilken kønsidentitet deres cpr-nummer og pas skal udtrykke:

Såvel navn som den påhæftede kønsidentitet har stor betydning for ens selvværd. Det er ydmygende, at jeg ved alle de henvendelser, som jeg har til det officielle Danmark, er nødt til, billedligt talt, at afsløre indholdet i mine trusser. Det krænker min blufærdighed.

Angående forslaget om at myndige mennesker - efter grundig vejledning og rådgivning om konsekvenserne - selv afgør, om de vil gennemgå en kønsskifteoperation, og at samfundet stiller denne mulighed til rådighed for borgerne:

For mit personlige vedkommende er jeg afklaret med, at en 'kosmetisk operation' i mit skridt ikke vil gøre mig mere kvindelig. Med denne operation vil jeg ikke ændre andet end nogle få ting på min krop. Som lovgivningen og reglerne er i dag, er jeg imidlertid nødt til at frekventere Rigshospitalet gennem flere år og undergå en meget omfattende operation for at få officiel status som kvinde. Jeg finder dette forhold uforståeligt, og jeg vil tillade mig at sige, at det er spild af samfundsmæssige ressourcer. Både økonomisk og menneskeligt.

Med til billedet hører naturligvis også, at det begrænsede antal såkaldte kønsskifteoperationer i Danmark betyder, at kompetencen på dette område ikke er så stor, som den er for mange andre operationstyper. Mange transseksuelle har derfor følt det nødvendigt at betale for deres operation på et privathospital i Thailand. Jeg tror, man kan få en fornemmelse af den desperation, der dybest set ligger bag de mennesker, der hvert år vælger at rejse ud af landet for at gennemføre en operation.

Antallet i den målgruppe, som forslaget til folketingsbeslutning, B-65, retter sig imod er ukendt. Mit eget skøn er, at det næppe er mere end nogle få hundrede. Som jeg håber at have belyst med mit indlæg her, kan de forhold, vi er underlagt, med få midler ændres drastisk i positiv retning. En stor del af os er desværre blevet marginaliseret, pga. af denne livsstil.