Civilulydighed eller utilgivelig synd?

De der kender mig vil vide at jeg hverken har det godt med personer der sætter sig selv højere end andre eller de der lyver.

Lige her vil jeg gerne berette hvorfor jeg har outed ”bagmanden” til den store hjemmeside

”Den danske videnbank om kønsidentitet, transvestisme og transseksualisme”

Også kendt som TT's hjemmside.

Da jeg i løbet af 2006 følte at jeg havde fået fast grund under fødderne som transkønnet, ville jeg gerne dele ud af mine erfaringer om stort og småt på dette område. Derfor begyndte jeg at skrive artikler til omtalte hjemmeside: Fra egne oplevelser, oversættelse af relevante artikler, beskrivelse af transkønnede sangartister og mere eller mindre kendte sange med transseksuelt indhold. Det var en blandet ”landhandel” jeg bidrog med.

En af de mest bemærkelsesværdige ting, jeg har stået ”fadder” til er Hormondagbogen, der gennem 3 år har beskrevet min udvikling efter at jeg i sommeren 2006 startede på hormoner. I alt har jeg begået ca. 50 indlæg.

Som tiden gik blev det mig mere og mere bevidst at jeg holdningsmæssigt stod meget langt fra denne såkaldte ”TT”.

Først og fremmest lever TT meget dybt i ”skabet”. Så dybt at den nærmeste familie intet må via om denne ”frygtelige hemmelighed”. Tilsyneladende er der skrevet et Internet-testamente til de efterladte der beskriver TT's hemmelige liv og hjemmeside. Derfor ved ingen hvad der kan ske med hjemmesiden i tilfælde at TT's bortgang.

Med dette in mente bad jeg TT om at slette mine indlæg på siden. Et ønske jeg forventede ville være en formssag. Men ak og ve, jeg skulle blive klogere. Pludselig havde TT ophavsret til mine skriverier. Vel at mærke skriverier jeg vederlagsfrit har stillet til rådighed for en hjemmeside, der drives på hobbybasis.

Siden er min personlige holdning til TT raslet ned til et langt stykke ad den negative talskala. 10 under 0 rækker ikke.

Bemærk at dette skrift som alt andet er omfattet af min ophavsret og det ikke er tilladt at citere eller linke hertil. Skriftet er heller ikke et oplæg til debat!

De artikler jeg har ”begået” og som jeg finder væsentlige, er nu udgivet på denne hjemmeside. Dog fastholder jeg stadig kravet om at mine skriverier helt skal slettes fra TT's hjemmeside, fordi jeg bl.a. ikke vil risikere at mine de kapitaliseres af andre.

Freja

Biografi

Nyt: Mit navneskifte er gået igennem pr. 14.07.2010
Se mere her: http://www.transkoennet.dk/25625502

Navneskifte

Efter at navnelovens ændringer nu er trådt i kraft har jeg indsendt ansøgning om at få slettet mit første fornavn Frede, således at jeg burde komme til at hedde det jeg hedder
nemlig Freja Nordam ... men det er vist en besværlig proces, som sønderjyde af fødsel skal jeg sende min ansøgning til Aabenraa Kommune, hvor jeg i sin tid blev fødselsregistreret, derefter skal kommunen sende min ansøgning videre til Rigshospitalets Seksologiske Klinik for nærmere vurdering.
Det kan undre - man er vel ikke syg fordi man ønsker at skifte navn?

Opdatering:

Nedenstående ”biografi” er skrevet i efteråret 2006. Siden er der sket ganske mange ting.

I slutningen af oktober måned samme år fik jeg et psykisk sammenbrud, der betød at jeg blev sygemeldt.

120 dages reglen betød at jeg i foråret 2007 blev afskediget fra mit job, og kom på sygedagpenge.

I foråret 2008 blev jeg tilkendt førtidspension.

Det psykiske sammenbrud betød at jeg kom i behandling hos en psykiater,

som jeg har været meget glad for at kende. I efteråret 2007 gav han mig diagnosen transseksuel.

Det har været en lettelse i min selvforståelse. Det betyder også at jeg trives med at være den jeg er!

Som det vil fremgå af hjemmesiden her, så er jeg aktiv i SF.

Desuden er jeg blevet bedste til August – der blev født i starten af oktober 2008.

Han er et kærlighedsbarn af min søde svigerdatter og min søn.

Freja, juli 2009

Den oprindelige beretning fra 2006

Jeg blev født som ønskelillebror i en kærnefamilie.
Efter min fødsel opgav min mor hurtigt sin egen forretning og blev
hjemmegående, hvilket hun var under hele min og min storebrors
opvækst. Jeg er opvokset i et meget borgerligt miljø, med tætte
relationer til Indre Mission og spejderbevægelsen.

Puberteten
Mine første erfaringer med kvindeklæder, fandt sted inden puberteten.
Den første gang havde jeg valgt at klæde mig ud som pige til en
fastelavn - jeg var vel 6 år. Men da det kom til stykket turde jeg
ikke gå ud og døren til de andre i gården hvor jeg ellers skulle i
gang med at slå katten af tønden. Næste episode fandt sted da jeg var
ca. 10 år. Jeg var alene hjemme og klædte mig ud med en paryk som
havde været brugt til noget amatørteater. Jeg blev drillet meget med
det, da det blev opdaget. Opdagelsen skete fordi jeg tabte en af de
små sløjfer som var flettet ind i håret.
Det næste skridt fandt sted nogle år senere (ca. 16 år) hvor jeg
begyndte at købe og gå med strømpebukser under mit normale drenge tøj.
Da jeg var ca. 18 år købte jeg første gang lingeri - det blev købt i
en lokal pornoshop - og var i en rigtig luderstil - og samtidig i en
meget dårlig kvalitet.

"Mellem-tiden"
I de følgende år vidste jeg bare at jeg var fascineret af "drags" og
den slags. Flere år senere, men inden jeg fik børn legede min
daværende kone et par gange med at "klæde mig ud". En leg der ikke
morede hende, og derfor blev lagt på hylden!

I 2001 kom trangen for alvor tilbage til mig. I al hemmelighed købte
jeg i juni måned en nederdel hos H&M i Ålborg Storcenter. Jeg tog den
på inde på centerets kundetoilet og gik så iført herreskjorte og sort
nederdel ud til min bil som holdt på p-pladsen. Stadig iført dette
out-fit tankede jeg bilen op på den nærliggende Shell-tank. Denne
oplevelse gav mig et dejligt kick. Og de følgende uger inden jeg
trådte af på sommerferie var jeg ført denne nederdel frem og tilbage
fra mit job, der dengang lå ca. 45 km fra mit hjem.

Bomben sprang
Fredag aften da sommerferien 2001 begyndte, besluttede jeg mig for at
"springe ud" for min kone. Hendes reaktion var at vi elskede heftigt
den aften/nat. Det tog jeg som en accept, og startede derfor lørdag
morgen med at barbere min krop.
Men jeg havde fejlfortolket hende. Min betroelse førte frem til
separation og skilsmisse.
I de følgende måneder fik jeg afløb for min trang under hyppige
udlandsrejser til Tyskland. På det tidspunkt var min "stil" meget
usikker.

I de følgende år vidste jeg bare at jeg var fascineret af "drags" og
den slags. Flere år senere, men inden jeg fik børn legede min
daværende kone et par gange med at "klæde mig ud". En leg der ikke
morede hende, og derfor blev lagt på hylden!

Rodet liv
Pga. div. ydre omstændigheder, som intet havde men den her beskrevne
trang at gøre, stod jeg desværre uden job pr. 1. marts 2002. Derfor
blev trangen lagt til side og jeg koncentrerede mig om at finde nyt
job, og via dating.dk fandt jeg også en ny kæreste. Vi blev hu-hej
forelskede og flyttede sammen, i hendes by. Jobmæssigt var 2002 en
rodet affære - og det, sammenholdt med det forholdsvis nye forhold,
til en meget karrierebevist kvinde, betød at jeg så mig nødsaget til
at flytte tilbage til "min egen by". I en periode vedblev vi med at
være kærester. Efter et stykke tid fortalte jeg hende om min trang.
Det kunne hun ikke acceptere. Men også i den periode havde jeg hyppige
rejser af en uges varighed til Tyskland. Under disse rejser, var jeg
pige. Købte sko, tøj og besøgte et parfumeri, hvor en kosmetolog lærte
mig at lægge makeup. Efterhånden blev det ren rutine at føre sig frem
som kvinde på hoteller, restauranter men også at færdes rundt omkring
i by og trafikmiljøet. På motorvejsraster osv. var jeg "bare en
kvinde".
Forholdet til min kæreste døde ud. Og det skyldes ikke min trang til
dametøj, men gnisten forsvandt. For en tid kunne jeg også fortrænge
min trang til "Cross-dressing".

Igen fandt jeg hurtigt en ny kæreste, som blev gjort bekendt med
min trang. Denne gang ret få dage efter at vi havde mødt hinanden. Og
jeg var på det tidspunkt (sommeren 2003) helt sikker på at trangen var
væk! Historien gentog sig: Vi svævede på en lyserød sky, og flyttede
sammen. Men igen blev det hverdag, og i det meget tidlige forår 2004
stod det klart at vi måtte skilles. Heldigvis havde jeg gemt mit
"kluns".

Den store kærlighed
Via nettet fandt jeg igen en kæreste - og belært af de foregående
erfaringer skulle forholdet have lov til at udvikle sig. Jeg havde
allerede inden vi mødtes første gang gjort hende opmærksom på at jeg
var transvestit.

Vores forhold udviklede sig støt og roligt - og stille men sikkert
blev jeg fast inventar i hendes skønne hus i den nordlige udkant af
Århus. I disse opgivelser var jeg udelukkende mand - men med mellemrum
var vi 2 piger sammen - det skete bl.a. ved et hotelophold - hvor jeg
var klædt som kvinde, også i restauranten. Også på weekend ophold i
sommerhuse og hjemme hos mig. Men det var hele tiden klart at hun kun
kunne acceptere min feminine side i afmålte portioner. I løbet af 2005
skiftede jeg til at mere krævende job - der gav betydeligt længere
arbejdsdage - det havde hun svært ved at acceptere - og efter et meget
heftigt opgør stod det klart at vi ikke havde nogen fremtid sammen.

Jeg får aldrig bugt med trangen
Via nettet har jeg haft kontakt til en del forskellige transvestitter.
Og da jeg igen blev alene valgte jeg også at melde mig ind i
foreningen Trans Danmark.
Den omskiftelige tilværelse, som jeg gennem de seneste år har ført, og
ikke mindst min skilsmisse, har betydet at mit oprindelige netværk er
rykket i stykker. Så derfor bruger jeg denne platform til at opbygge
en ny bekendtskabskreds. Nogle af disse bekendtskaber ser ud til at
kunne udvikle sig til fortrolige relationer.

Der findes mange sammenkomster hvor man kan finde ligesindede - noget
af det største man kan medvirke i - er træffet i Båstad der finder
sted i maj og september.

Livet som transvestit
Når man søger informationer om transvestitter på nettet og evt.
chatter - fx via ofir, får man ofte indtryk af at transvestitter som
udgangspunkt er sex-fikserede skønheds åbenbaringer. Sandheden er jo
at langt de fleste ikke kan skjule deres baggrund. Og langt de fleste
lever deres -isme ud i en dyb hemmelighed. Dette stade er jeg ude
over.
Et af de sværeste skridt at tage - var skridtet ud af egen fordør. For
med det skridt ville man aldrig kunne skjule sig længere. Men det
skridt har jeg taget for længst.
I december 2005 tog jeg initiativ til en foto-serie hvor jeg er på
Juleshopping i de travle gågader i Holstebro. Denne fotoserie blev
lavet - primært med det formål at gøre andre transer opmærksomme på at
man godt kan færdes i det danske samfund, klædt som kvinde - uden at
man behøver at ligne en gudinde.

.Jeg får aldrig bugt med trangen
Via nettet har jeg haft kontakt til en del forskellige transvestitter.
Og da jeg igen blev alene valgte jeg også at melde mig ind i
foreningen Trans Danmark.
Den omskiftelige tilværelse, som jeg gennem de seneste år har ført, og
ikke mindst min skilsmisse, har betydet at mit oprindelige netværk er
rykket i stykker. Så derfor bruger jeg denne platform til at opbygge
en ny bekendtskabskreds. Nogle af disse bekendtskaber ser ud til at
kunne udvikle sig til fortrolige relationer.

Der findes mange sammenkomster hvor man kan finde ligesindede - noget
af det største man kan medvirke i - er træffet i Båstad der finder
sted i maj og september.

Transvestismen og jobbet
Siden mit seneste parforhold ophørte, levede jeg hele mit fritidsliv
som kvinden Freja. Det vil sige kvinde på fuld tid i weekenden og mand
i tiden på jobbet. Den situation var for mig uholdbar, men samtidig
var jeg jo også bange for at miste mit job - hvis jeg pludselig
troppede i nederdel og med kunstige bryster.
Men løsningen var jo snublende nær, så at sige lige foran mine øjne.
Modne kvinder klæder sig jo ofte i jeans når de er på job. Så den
første lørdag i februar 2006 besøgte jeg min favorit tøjforretning og
fik købt en diskret, men feminin garderobe, bestående af nogle trøjer,
bluser og jeans.
Da jeg om mandagen mødte op på jobbet, var det med nogle sommerfugle i
maven. Der kom ikke nogen reaktioner, og gradvist blev jeg mere modig.
Jeg går nu dagligt på job med en diskret makeup - og er fuldt og helt
klædt som kvinde. Og i samme takt er herretøjetblev lagt væk.
Et andet væsentligt område hvor kvindekroppen adskiller sig fra
mandens er jo kropsbehåringen. Skægvæksten er der jo ikke meget at
gøre ved, med mindre man begynder en eller anden form for behandling -
men den øvrige behåring kan man holde nede - og også reducere ved
hjælp af en epilator. Det kan jeg varmt anbefale.

Signalerne
Et af de mest kvindelige signaler er klart barmen. Jeg tror det ville
have vakt en given opmærksomhed - om jeg pludselig - fra et være en
"hulbrystet" Mr. Normal Dansker, ville optræde med en D-skåls barm.
Derfor valgte jeg at droppe disse kunstige BH indlæg og lade mig nøje
med en sloggi comfort top til at forme de fedtdepoter som jeg
oprindeligt var udstyret med. Et andet væsentligt kvindeligt udtryk er
håret. Heldigvis har jeg fra naturens side et fyldigt hår. Det bliver
sat af en damefrisør som har forståelse for min situation. Min
erfaring har vist, at det ikke er alle damefrisører der er i stand til
at udføre den forvandling, der skal til fra M til K, men siden maj har
jeg besøgt den samme frisør og jeg synes resultatet er ganske godt.

Forholdet til familien
I foråret 2006 blev jeg inviteret til middag hos min bror og
svigerinde. Da jeg takkede ja til invitationen, gjorde jeg samtidig
opmærksom på at jeg er transvestit. Det udløste en del spørgsmål i
telefonen, men bestemt ikke nogen afvisning.
Aftenen forløb dejligt - der blev stillet en del spørgsmål - og der
blev nok også drukket en flaske rødvin udover hvad der var planlagt.
Min bror og svigerinde har fortalt om min livsstil til mine nevøer og
min niece. Og til en nylig afholdt familie sammenkomst fik jeg et klap
på skulderen af min ældste nevø: Freja - uanset hvad der sker, så vil
du altid være min onkel.
Så heller ikke på den front har jeg oplevet en afvisning.
Mine børns mor tvang mig i sin tid til at fortælle mine børn om min
-isme. Det har min søn taklet fremragende - medens min datter er mere
forbeholden.

Fremtiden
Efter lang tids overvejelser kontaktede jeg min læge i sommers for at
komme i hormonbehandling. Beskrivelsen af at komme dertil kan du finde
som en særskilt indlæg "Frejas vej til hormonbehandling".

Mine drømme er da at kunne blive accepteret 100% som den jeg er. Som
det sikkert fremgår af ovenstående, passer jeg i det daglige på med at
virke for frembrusende, men svarer beredvilligt på de spørgsmål som
der stilles mig. Omvendt har jeg ikke nogen trang til at stille mig op
og råbe op om at jeg er trans. Der er jo ikke nogen grund til at
fortælle om sig selv til andre - med mindre de har noget at bruge
oplysningen til. Jeg har med den nye navnelov taget mellemnavnet Freja
fulgt af min mors ungpige familienavn, og det er det navn som man
finder når man søger mig på nettet.

Her står jeg nu:
Jeg erkender mig som "trans" - med starten af min hormonbehandling -
Frejas hormonbehandling -, er grænsen for "bare" at være transvestit
jo overskredet. Der sker varige forandringer af min krop. På den anden
side vil jeg ikke kalde mig selv for transseksuel - da jeg ikke har
planer om at blive skåret i.

Jeg har samlet nogle erfaringer. Den vigtigste er at holde ryggen rank
og turde erkende sin situation.
Det er faktisk ikke pinligt at gå på indkøb til sig selv i en
dametøjsforretning. Faktisk vil jeg anbefale at man gør det, i stedet
for at snige sig rundt i Bilka eller H&M. Dametøjsforretningen kan
hjælpe til med at du finder din rette stil og størrelse.

Jeg er kommet ud over skyldfølelsen, angsten for at blive "peget ud"
som landsbytosse her i nærmiljøet. Hvis det sker - så er det ikke
noget jeg bemærker. Tværtimod mener jeg at det omgivende samfund er
langt mere accepterende end man frygter inden man vover sig ud. For
mig er det ikke nogen særlig handling længere fx at tage færgen mellem
Frederikshavn og Göteborg, checke ind og ud af hoteller eller i det
hele taget gå ud.

Jeg har lært at sætte pris på samværet med andre transer, ja - jeg ved
godt at nogle føler den betegnelse nedværdigende - men jeg kender en
del der lever åbent som henholdsvis transvestitter og transseksuelle -
og som det fremgår - så tror jeg ikke så meget på de der skarpe
definitioner. Derfor har jeg valgt at bruge denne betegnelse som en
hædersbetegnelse.

Oktober 2006. Kærlig hilsen Freja.