Pressen

Kvinden har ædt manden

Drengen kan godt mærke, at der er noget galt. Følelsen af at være forkert svider konstant i ham som en splint under huden. Han skulle have været en...
Som barn følte han sig hele tiden forkert. I dag er forkertheden gået væk. Men prisen har været høj.

29. maj 2008 16:42 Af Ellen Stampe, Nyhedsavisen

Drengen kan godt mærke, at der er noget galt. Følelsen af at være forkert svider konstant i ham som en splint under huden. Han skulle have været en pige.

Den spinkle, høje dreng bor hos sin mor, far og storebror i Sønderjylland. Han er et stille barn. Allerhelst vil han være veninde med pigerne, men de vender ham ryggen. En dag som 12-årig, hvor han er alene, åbner han skuffen med sin mors strømpebukser og vælge et par. Han er nødt til at vide, hvordan det er at være pige. De sender en pirrende fornemmelse gennem kroppen, da han får dem på. Men han ved samtidig, at det kun er en drøm. Der er ingen vej udenom et maskulint liv med en kone, en karriere og børn.

Købt nederdel

De sidder på terrassen en lun sommeraften i juni 2001. Han har besluttet at fortælle det til sin kone, som han har været gift med i mere end 20 år. Deres to børn er blevet voksne og er flyttet hjemmefra, og hans karriere som ingeniør har været succesfuld.

»Jeg har købt en nederdel, og jeg føler mig godt tilpas i den,« siger han.

Den aften forklarer han, at det er en trang, der ligger dybt inde i ham.

Kvinden æder manden

Næste morgen barberer han alt hår af sin krop for at fjerne det maskuline. Han regner med, at hans kone accepterer, hvad han er. Men han tror forkert.

»Jeg bryder mig ikke om det,« siger hun.

Så endnu engang prøver han at spille mand. Men han kan ikke mere. Når han er ude at rejse med sit arbejde, tager han dametøj på og lader andre se den kvinde, der langsomt æder manden.

Men hans kone vil alligevel skilles fra ham. Sådan får han det første hug.

Så fyrer hans virksomhed 35 mand, hvor han er én af dem. Sådan får han det andet hug. Men det tredje hug bliver det, der kommer til at gøre mest ondt.

I 2004 dukker hun pludselig op. Freja. Hun er navnet på hans følelse af kvinde. I hans nye job som projektleder begynder han at gå med jeans, nedringet bluse og damesko. Han vil slippe for at være Frede på arbejde og Freja, når han har fri. Ansigtet får fundation, en diskret øjenskygge, mascara og en dæmpet neglelak. Men der kommer ingen reaktion. Til sidst vokser der en voldsom depression frem af et umuligt arbejdspres og en evig kamp mellem to identiteter.

Hans datter kan ikke acceptere, at hendes far føler sig som en kvinde, og i september 2006 afbryder hun forbindelsen. Selvom han kontakter hende flere gange, vil hun ikke se ham.

Forkerthed er væk

Der står højhælede sko i entreen. På postkassen står der Freja Nordam.

»Jeg vil gerne slippe for mig gamle navn. Når der kommer valgkort står der til hr. Frede Freja. Navnet er en del af min identitet,« siger den 53-årige kvinde og retter feminint på sit hår.

I dag er manden helt væk, og det har haft store omkostninger.

»Den største sorg er, at jeg har mistet min datter. Den anden er, at jeg har mistet min karriere,« sukker hun.

Inderst i klædeskabet hænger en habit og en hvid skjorte med et tilhørende par mandesko i størrelse 45.

»Hvis nu min datter ville komme tilbage, og hun skulle giftes, og jeg skulle føre hende op af kirkegulvet. Så er det der«.

jeg er Freja

11. august 2007 00:06

jeg er freja

Af Anne Domino

- Klik-klak klik-klak, lyder det fra stiletterne under Freja Nordams fødder, inden hun åbner døren til sin lille lejlighed i Viborg.

Hun har en kort cowboynederdel, en hvid soltop, en kobberfarvet perlekæde og et sæt brune sandaler med en lille spids hæl på.

Lejligheden er indrettet med nips på bordene, kurve i reolerne, lampetter på væggene og stearinlys i vindueskarmene.

På sofabordet venter et par blomstrede dækkeservietter på de to hvide kaffekrus, som Freja Nordam lynhurtigt finder frem og fylder med duftende kaffe.

Hvis man ikke vidste andet, så ville man tro, at man var blevet inviteret inden for i en helt almindelig dansk kvindes hjem.

Men Freja Nordam er ikke nogen helt almindelig kvinde.

Hun er født som mand, men lever i dag som kvinde. På fuld tid, som hun selv udtrykker det.

For sådan har hun det bedst.

Hemmeligheden

Det er kun halvandet år siden, Freja Nordam bøjede sig for sin trang til at leve som kvinde.

Med sig i bagagen - en net lille dametaske - har hun både et forlist ægteskab og to voksne børn. Og så selvfølgelig evnen til at leve et halvt liv med en hemmelighed, som nu fylder så meget, at den må ud.

- Jeg har altid været et menneske, som venner og kolleger følte, at de kunne betro sig til. Men jeg har haft svært ved den modsatte situation, forklarer Freja Nordam, som nu har lagt hemmelighedskræmmeriet på hylden og bekender sig til både venner, familie og nysgerrige som transkønnet. Eller "trans", som hun selv kalder det.

- Når man bliver spottet på gaden som en mand i kvindetøj, så tænker folk jo alligevel trans. Derfor kan jeg lige så godt gøre det til et positivt ord ved at bruge det selv, forklarer Freja Nordam.

Maskulin fortid

Freja Nordam har haft en almindelig barndom i en almindelig familie, hvis sådan nogle altså findes.

Men allerede i barndomsårene havde Freja, der dengang havde et drengenavn, trang til at klæde sig ud som pige.

Trangen voksede i teenageårene, og Freja havde derfor ofte strømpebukser på under sine drengebukser.

- Det føltes naturligt, forklarer Freja Nordam i dag.

Som ung mand gjorde Freja Nordam alt, hvad hun kunne for at undertrykke sin feminine side.

Hun lod sig uddanne til ingeniør, gik op i store biler, købte en kæmpe motorcykel og forsøgte i det hele taget at drukne sin kvindelige side i maskulin optræden og maskuline statussymboler.

Den første nederdel

I 1979 blev hun gift med en kvinde, og ægteskabet resulterede et par år senere i to børn.

22 år senere bristede boblen.

Freja Nordam lagde kortene på bordet over for både kone og børn og fortalte om sit ønske om at leve som kvinde.

- Trangen blev bare stærkere og stærkere. I perioden inden skilsmissen havde jeg været i Aalborg Storcenter, hvor jeg havde købt en nederdel i H&M. Jeg tog den på i Aalborg Storcenter, og jeg kørte også hjem i den, inden jeg skiftede til bukser. Men nederdelen føltes bare så rigtig, fortæller Freja Nordam, der helt kommer til at fnise ved tanken om sin første nederdel.

- Det var en kedelig sort nederdel. Og så med strømpebukser og stikkelsbærben. Det har været yndigt, siger hun.

Ægteskabet holdt ikke til Freja Nordams ønske om en mere feminin fremtoning, så i 2001 blev hun skilt.

- Hvis situationen havde været omvendt, så kunne jeg nok heller ikke selv være gift med en kvinde, der havde lyst til at være en mand, siger hun i dag om sin ekskones valg.

Med udestue

Selv om Freja Nordam klæder sig i kvindetøj og føler sig som kvinde, så har hun ikke lyst til at gå hele vejen og lade sig operere. Hun har fortsat sit mandlige kønsorgan, men det generer hende ikke.

- Der var en periode i min ungdom, hvor jeg tænkte, at det måtte være umådelig dejligt at blive opereret. Men det er jeg kommet over. Kvindeligheden sidder jo ikke i et kønsorgan. Og her kommer min naturvidenskabelig ingeniør baggrund nok ind i billedet: Kromosomerne ændrer sig jo ikke ved en operation. De vil altid være de samme. Derfor kan jeg lige så godt beholde det "udstyr", jeg har. Jeg plejer at sige, at jeg har en tissekone med udestue, lyder det bramfrit fra Freja Nordam, der til gengæld godt vil lade sig medicinere for at blive mere kvindelig.

Hormoner

For et år siden blev hun derfor sat i behandling med østrogen, og pillerne har allerede gjort deres virkning, hvis man spørger Freja Nordam selv.

- I den første periode med pillerne fik jeg humørsvingninger. En form for pubertetskrise, men det er gået over igen. Nu kan jeg mærke virkningen ved, at jeg er begyndt at interessere mig for andre ting. Før i tiden så jeg altid Tour de France. Det har jeg slet ikke gjort i år. Jeg vælger i stedet programmer om hus og have - altså typiske "pigeprogrammer". Jeg er også blevet mere følsom. Jeg græder for eksempel over en sørgelig film. Rent fysisk er min muskelmasse blevet mindre, og mine bryster er vokset. Jeg er en b-skål nu, men jeg tror, at jeg vokser til en c-skål. Mit hår på hovedet er samtidig blevet blødere, og behåringen på min krop og i mit ansigt er blevet mindre. Og så er min telefonregning vokset - jeg sender massevis af sms'er og jeg har aldrig haft så mange sko, fortæller Freja Nordam.

Smitter ikke

Freja Nordam er i øjeblikket sygemeldt fra sit arbejde, og hun tvivler lidt på, at hun nogensinde kan komme tilbage til sin gamle arbejdsplads. Som kvinde.

Derfor drømmer hun om at finde et nyt job på en ny arbejdsplads, der kan rumme hende.

- Jeg er godt klar over, at jeg ikke ligefrem har gjort det nemmere for mig selv ved at vælge at leve som kvinde. Men jeg drømmer alligevel om et meningsfyldt arbejde, hvor jeg kan blive accepteret som den, jeg er. Jeg har stadig meget at give, selv om jeg nu har neglelak på tæerne. Og det smitter altså ikke, griner Freja Nordam, mens hun kaster nakken tilbage.

Latteren er lys, tynd og feminin.
Den lyder næsten som en rigtig kvindes...

Del siden på Facebook